23. januar 2012 kl. 5:00 / MC / Af Kim Lesanner
SKAT har udsendt et nytårsbrev om praksis for ombygning, som opbyggernes organisation har fortolket, godkendt af SKAT.
Køretøjsbyggernes organisation SKAD har gennem hele 2011 arbejdet intenst med reglerne for opbygning af motorcykler. Det fik før jul 2011 Skat til at udsende et nytårsbrev, der, ifølge SKAD, indeholder væsentlige holdningsændringer til, hvorvidt en motorcykel må bygges om uden at miste sin identitet – og dermed undgå ny betaling af registreringsafgift.
Årsagen til SKADs omfattende arbejde med reglerne er, at såvel forhandlere og værksteder som motorcykelejerne selv ikke i tilstrækkelig grad har fået synet ombyggede motorcykler. Derved kan man – også uforvarende efter et mc-køb - pådrage sig store bøder og afgiftsbeløb efter politirazziaer, hvis papirerne ikke er i orden.
Skelnen og papirer Skats regelbrev, der blandt andet opererer med en tidsfaktor for ombygningsprojekter på 12 måneder, typen af anvendte dele og skelnen mellem vedligehold og ombygning, kan læses på www.skad.dk.
Her står også SKADs fortolkning af de nye regler, der er godkendt af Skat. Ifølge teksten kan motorcyklen deles op i typisk tre områder – For, Midt, Bag – der har hver sine kendetegn, muligheder og begrænsninger hvad angår ombygninger og pligt til anmeldelse og syn.
SKAD opfordrer også til, at det, specielt ved køb af både brugte og nye ombyggede motorcykler, er vigtigt, at alle dokumenter fra Skat, syn og evt. TÜV medleveres til køber.
Aktindsigt i fem år At der står "Konstruktivt ændret" på registreringsattesten er ingen garanti for, at motorcyklen er lovlig, da det for eksempel blot kan være bremserne, der blev registreret, mens andre ombygninger og dele ikke er synet og registreret.
Man kan søge aktindsigt om en given motorcykel hos Skat, der har pligt til at opbevare sagsmateriale i fem år.
På SKAD’s hjemmeside findes en liste over, hvilke konstruktive ændringer, der kræver syn. Der findes ligeledes et anmeldelsesskema fra Skat, der skal anvendes til registrering af en motorcykel hos Skat.
Mere info på www.skad.dk |